Køb VERS FOR VÆGTERE her

mandag den 26. november 2012

Vægter og lovsangsleder


Jeg har længe gået rundt med et billede i hovedet... Det er billedet af en vægter - han minder mig om den lovsangsleder, jeg gerne vil være...

 
I Bibelen er vægteren omtalt som een der advarer folket mod fjenden (Ez. 3), een der står på bymuren og påkalder Guds navn (Es. 62), og een der vogter byen om natten (bl.a. Sl. 127 og 130).

Også i dansk byhistorie har vægteren spillet en vigtig rolle som nattevagt. Vægterens opgave var bl.a. at tænde lys på gaderne og beskytte byens borgere mod kriminelle. Vægteren var bevæbnet og gik desuden rundt med en stor lampe.
 
Hver time fra mørkets frembrud til daggry sang vægteren et såkaldt vægtervers, et slags salmevers - her er et par eksempler...

Hov vægter! Klokken er slagen 2 / Dig, milde Jesu lille / som, mig til salighed / i mørket fødes ville / ske pris i evighed! / Du værdig Helligånd! / Oplyse mig
evindelig / at jeg dig skue kan.
 


Hov vægter! Klokken er slagen 5 / O Jesus, morgenstjerne! / vort liv udi din vold / befaler vi så gerne / vær du vor sol og skjold! / Vor klokke er slagen fem.
Kom blide sol / fra nådens pol / oplys vort hus og hjem.


Når vi synger lovsang er vi som vægteren...
- der beskytter byen, fællesskabet, huset mod fjenden. Vi er bevæbnede og udrustede til kamp mod "åndelige magter og myndigheder" (Efs. 6).
- der tænder lys i mørket. Vi er kaldede til at være lys i verden, til at repræsentere Guds lys, Jesus. Vi venter på morgensolen, ligesom vi venter på at Jesus skal komme med sit rige.
- der giver stemme til Guds ord og forkynder sandheden om hvem Han er. Og som vægterne går vi forbøn for vores by.

Andreas Bevan og jeg arbejder for tiden med en lovsang over vægter-teamet. Den er ikke færdig, men her er en foreløbig skitse til teksten:

Som vægteren venter på morgen / så venter vi på dig / du er håb!
Som vægteren synger i mørket / så synger vi om dig / du er lys!
Kom, kom Jesus, kom / Kom, kom Jesus, kom
Send vækkelse / Send vækkelse / Håb for vores by! / 
Begynd med os / Begynd med os / Kom, kom morgengry!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar